(Varanus varius)
Familie: Varaner (Varanidae)
Orden: Skælkrybdyr (Squamata).
|
|
Broget Varan
(Varanus varius) Familie: Varaner (Varanidae) Orden: Skælkrybdyr (Squamata). |
|
|
Størrelse: Op til 2,25 m, normalt ca. 1,50 m. Tilsyneladende bliver arten generelt størst i den sydøstlige del af udbredelsesområdet. Udbredelse: Østlige Australien (Queensland, New South Wales, Victoria og South Australia). Levested: Skovområder, såsom regnskov, åben skov og kystnære kratbevoksninger i det østlige Australien. Meget tolerant med hensyn til klima, idet den findes på lokaliteter varierende fra nedbørsrig regnskov i nord og varme, tørre lokaliteter i vest til køligere, tempererede egne i sydøst. På tørre lokaliteter findes den som regel i nærheden af vand og træer. Søger ofte føde på jorden, men flygter op i det nærmeste træ, hvis den føler sig truet. Ungdyr på under 75 cm ses sjældent, og man formoder, det skyldes, at de tilbringer størstedelen af tiden i træerne. Store varaner opsøger jævnligt rastepladser, campingpladser og lignende på udkig efter efterladte godbidder. Føde: Langtfra kræsen i sit fødevalg, som omfatter pattedyr, fugle, krybdyr, padder, insekter, æg og ådsler. Den er et opportunistisk rovdyr, som kaster sig over hvad som helst spiseligt, der krydser dens vej. Den er også grådig og vil ofte æde sig stopmæt, hvis lejligheden byder sig. Dette betragtes som en væsentlig overlevelsesstrategi, i det mindste i de sydligste bestande, hvor køligere vejr kan begrænse varanernes aktivitet og dermed jagtmuligheder. Fugle og deres æg og redeunger udgør en stor del af føden om foråret og sommeren. En varans tilstedeværelse afsløres ofte af advarselsskrig fra fuglene, der på denne måde "mobber" varanen. Ynglebiologi: I yngleperioden, først eller midt på sommeren, kan mange hanner ses samle sig omkring en enkelt, kønsmoden hun. I denne tid jager hannerne hinanden og udfører ritualkampe om hunnen, hvorefter den dominerende han parrer sig med hunnen. Parringen indledes med, at hannen nærmer sig hunnen med rystende hovedbevægelser, undersøger hendes dufte med tungen, og tilsidst bestiger hende. I december-januar lægger hunnen 4-20 æg (normalt 6-10), der måler ca. 4 x 7 cm, vejer 30-65 g og har en blød, pergamentagtig skal. Æggene lægges normalt i termitboer, som oftest boer, der er placeret i træer. Efter at hunnen har åbnet boet og lagt sine æg, reparerer termitterne deres bo, og æggene er dermed "muret inde", hvorved de ud over at være beskyttet mod fjender også har de bedste temperatur- og fugtighedsbetingelser. Hertil kommer, at termitterne holder æggene og deres omgivelser fri for bakterier og svampe. Alternativt benyttes hule, rådnende træstammer og lignende som æglægningspladser. I de fleste tilfælde overvintrer æggene og klækker først efterfølgende forår, op til 10½ måneder efter æggene blev lagt, selv om der er rapporteret så korte klækningstider som 2½ måneder. Ungerne måler ved klækningen 28-36 cm og vejer 16-35 g, og de er mere kontrastrige i deres farvemønster end de voksne. Nyere forskning viser, at ungerne ikke selv er i stand til at grave sig ud af boerne, men at de tilsyneladende hjælpes ud ved at en voksen varan graver dem fri (formodentligt den hun, der selv har lagt æggene), når æggene er klækket. En sådan yngelpleje er sjælden hos varaner og andre øgler. Aktivitet og adfærd: Lever en tilværelse som enspænder, men tolererer dog artsfæller, f.eks. når flere af disse samles omkring et ådsel. Hele syv varaner er blevet iagttaget ædende en død pelssæl, der var skyllet op på stranden. I andre situationer kan varanerne være mere fjendtlige indbyrdes. I fangenskab kan de vænnes til selskab af artsfæller. Den foretrukne kropstemperatur ligger på 34-36 °C, og den højeste målte temperatur er 43,7 °C. Ved overophedning ventillerer varanerne ved skiftevis at udvide og sammentrække struben som en blæsebælg. Fjender: Unger og halvvoksne varaner er formodentlig føde for større rovfugle og indførte rovdyr som ræve og katte. De ligeledes indførte vildsvin vides at æde både æg og unger, som de finder ved at ødelægge termitboer. Voksne varaner har kun få naturligefjender. Den australske vildhund, dingoen, tæller blandt disse, men selv dingoer kan have problemer med at klare en voksen varan, som vil forsvare sig voldsomt med bid og slag med halen, hvis den angribes. En flok dingoer, der blev set angribe en varan, havde kun held til at bide de yderste 20 cm af halen. Alder: Længste kendte levealder ca. 22 år, men arten formodes at kunne blive mindst 30, måske 40 år. Kønsforskelle: Hanner bliver større og er kraftigere bygget end hunner, som kun sjældent bliver over 1,50 m. Variation: Ingen underarter, men en karakteristisk båndet farvevariant kan træffes visse steder. Da varianten i sin tid blev opdaget, troede man, der var tale om en selvstændig art, og den blev derfor beskrevet første gang for videnskaben under navnet Varanus belli (se foto t.h. og under "Billedoversigt"). Status: International handel med denne art er reguleret gennem Washingtonkonventionen (CITES), hvor den er opført på Liste II, men arten er almindelig og betragtes ikke som truet. Alle australske varaner er dog beskyttet af såvel delstats- som føderal lovgivning, og der foregår ingen kommerciel fangst af varaner i Australien. Nogle arter jages af aboriginal-befolkningen, men dette lader ikke til at udgøre nogen trussel mod arternes overlevelse. Noter: De største varanarter, heriblandt den brogede varan, betragtes som relativt intelligente, og deres intelligens er blevet sammenlignet med pattedyrs. Litteraturhenvisninger: H. G. Cogger. 1996. Reptiles and Amphibians of Australia. Reed Books, Melbourne. 796 pp. m. fl. Tekst & layout: Rune Midtgaard |
|
