(Tribolonotus gracilis)
Familie: Skinker (Scincidae)
Orden: Skælkrybdyr (Squamata)
| |
Rødøjet Krokodilleskink
(Tribolonotus gracilis) Familie: Skinker (Scincidae) Orden: Skælkrybdyr (Squamata) |
|
|
Størrelse: 15-20 cm. Vægt 40-50 g. Udbredelse: Nordlige New Guinea. Levested: Regnskove, som oftest i nærheden af vand. Arten har også tilpasset sig til at leve i kokospalmeplantager, hvor den kan skjule sig under nedfaldne palmeblade og andre materialer fra palmerne, som efterlades af plantagearbejdere. Undertiden trænger den ind i områder med menneskelig beboelse. Krokodilleskinkerne er dygtige gravere, som laver omfattende underjordiske tunnelsystemer i den fugtige junglejord. Føde: Mest insekter, men også orme, snegle og selv små pattedyr, såsom museunger. Ynglebiologi: Skinkerne bliver kønsmodne i 3-4-årsalderen (hannerne før hunnerne). En gulorange tegning dukker op under struben, når dyret er kønsmodent. De formerer sig på alle tidspunkter af året. Omkring 5 uger efter parringen lægges et enkelt, ca. 30x13 mm æg (hunnen har kun én æggestok). Efter at ægget er lagt, ruller hunnen sig sammen omkring ægget og vogter det. 40-90 dage senere klækker ægget, hvorefter endnu et æg lægges. En hun kan lægge op til 10 æg i løbet af et år. Den nyklækkede unge måler ca. 6,5 cm og klamrer sig ofte fast på ryggen af enten hunnen eller hannen. Herudover deltager hannen ikke i yngelplejen. Denne adfærd kendes også fra Snohaleskinkerne fra Salomonøerne. Man har også observeret familiegrupper af hunner og unger. Efter et halvt års tid udvikler ungerne de voksnes farvetegning. Aktivitet og adfærd: Mest skumrings- og nataktive. De ses sjældent i naturen om dagen, men erfaringer med dyr i fangenskab viser, at de kan være delvist dagaktive. Begge køn er meget territoriale, og hannerne kæmper indbyrdes om hunnerne. Fjender og forsvar: Krokodilleskinker er generelt fredsommelige, men når de føler sig truede, kan de, ud over at bide fra sig, frembringe en knirkende, pippende lyd, lidt i stil med den, gekkoer kan lave. Samtidigt med, at den giver lyd fra sig, holder skinken krop og hale hævet over jorden i en stivnet positur. Dette gør krokodilleskinkerne til nogle af de få øgler, ud over gekkoerne, som er i stand til at frembringe lyd. Som en sidste udvej i selvforsvar, kan skinkerne også af og til "spille døde" for at få eventuelle angribere til at miste interessen. Alder: Kan leve i op til 10 år. Kønsforskelle: Hannerne er en del større end hunnerne, og de har større "hjelme" og mørkere, gulbrune undersider, i modsætning til hunnernes lyse, flødefarvede undersider. Kun hannerne har fremhævede, blåhvide porer på bagfodens tredie og fjerde tå. Midt på hannens bug er skællene større og glattere end resten af skællene. Funktionen af denne "navle" er ukendt, men hænger måske sammen med markering af territorier. Hunnerne mangler dette karaktertræk. Herudover har hannerne kraftigere stemmer end hunnerne. Status: Betragtes ikke som specielt almindelig, men dette kan måske skyldes den forholdsvis skjulte tilværelse, de lever. Litteraturhenvisninger: Adler, G.H.; Austin, C.C.; Dudley, R. 1995. Dispersal and speciation of skinks among archipelagos in the tropical Pacific Ocean. Evolutionary Ecology 9(5): 529-541. Allison, A. 1982. Distribution and ecology of New Guinea lizards. Monographiae Biologicae 42(2): 803-813. Allison, A. 2007. Herpetofauna of Papua. pp. 564-616. In: Marshall, A.J. & Beehler, B.M. (eds.). The ecology of Papua. Part 1. Periplus Editions, Singapore. pp. 1-749. Charlier, P. 1999. Haltung und Nachzucht des Neuguinea-"Buschkrokodils" Tribolonotus gracilis. Elaphe 7(3): 23-24. Cogger, H.G. 1972. A new scincid lizard of the genus Tribolonotus from Manus Island, New Guinea. Zoologische Mededelingen (Leiden) 47(16): 202-210. Dost, U. 1999. Tribolonotus gracilis Buschkrokodil. Reptilia (D) 4(6)(20): 47-50. Evers, M. 2006. Das Buschkrokodil - heimliche Schönheit im Terrarium. Reptilia (D) 11(2): 55-60. (Nr 58. Foufopouklos, J.; Richards, S. 2007. Amphibians and reptiles of New Britain Island, Papua New Guinea: diversity and conservation status. Hamadryad 31(2): 176-201. Greer, A.E.; Parker, F. 1968. A new species of Tribolonotus (Lacertilia: Scincidae) from Bougainville and Buka, Solomon Islands, with comments on the biology of the genus. Breviora 291: 1-23. Hartdegen, R.W.; Russell, M.J.; Young, B.; Reams, R.D. 2001. Vocalization of the crocodile skink, Tribolonotus gracilis (de Rooy, 1909), and evidence of parental care. Contemporary Herpetology 2 Hauschild, A.; Gassner, P. 1995. Skinke im Terrarium. Landbuch, Hannover. 197 pp. Li Vigni, F. 2009. Tribolonotus gracilis. A peculiar 'crocodile' in the terrarium. Reptilia (GB) 62: 57-61. McCoy, M. 2006. Reptiles of the Solomon Islands. Pensoft, Sofia & Moscow. 212 pp. Meyer, J. 2002. Einige Bemerkungen zur Haltung und Nachzucht von Helmskinken der Art Tribolonotus gracilis (De Rooij, 1909). Herpetofauna (Weinstadt) 24(139): 28-34. Mys, B. 1988. The zoogeography of the scincid lizards from North Papua New Guinea (Reptilia: Scincidae). I. The distribution of the species. Bulletin de l'Institut Royal des Sciences Naturelles de Belgique Biologie 58: 127-183. O'Shea, M. 1991. The reptiles of Papua New Guinea. British Herpetological Society Bulletin 37: 15-32. O'Shea, M. 1994. The herpetofauna of coconut husk piles on Kar Kar Island, Madang Province, Papua New Guinea. The initial surveys (with a discussion of the herpetofauna of Kar Kar in comparison with that of the neighbouring Madang mainland). ASRA (Association for the Study of Reptilia and Amphibia) Journal 1994: 51-72. Pernetta, J.C. 1989. Sexual dimorphism in the scincid lizard Tribolonotus brongersmai from Manus Island, Papua New Guinea. Science in New Guinea 15(3): 140-144. Peters, U. 1970. Tribolonotus gracilis im Terrarium. DATZ (Die Aquarien- und Terrarien-Zeitschrift) 23(1): 29-30. Peters, U. 1976. Das Echsenporträt: Der Helmkopfskink. Aquarien Magazin 10(6): 263. Reams, R.D.; Urbanek, D.A. 2001. Tribolonotus gracilis (crocodile skink). Maternal care. Herpetological Review 32(4): 259-260. Reeder, T.W. 2003. A phylogeny of the Australian Sphenomorphus group (Scincidae: Squamata) and the phylogenetic placement of the crocodile skinks (Tribolonotus): Bayesian approaches to assessing congruence and obtaining confidence in maximum likelihood inferred relationships. Molecular Phylogenetics and Evolution 27(3): 384-397. Rooij, N. de 1915. The reptiles of the Indo-Australian Archipelago. Vol. 1. Lacertilia, Chelonia, Emydosauria. E.J. Brill, Leiden. 384 pp. Russell, M.J. 1996. Notes on the natural history, captive husbandry, and reproduction of crocodile skinks (Tribolonotus gracilis) at the Dallas Zoo. pp. 69-74. In: Strimple, P.D. (ed.). Advances in herpetoculture. Special publications of the International Herpetological Symposium 1: 1-167. Russell, M.J. 1997. Crocodile skinks. Reptiles Magazine 5(12): 10-17. Russell, M.J. 1997. Husbandry notes on a juvenile crocodile skink, Tribolonotus gracilis. Bulletin of the Association of Reptilian and Amphibian Veterinarians 7(4): 9. Tufvesson, M. 2001. Hold og opdræt af Tribolonotus gracilis, rødøjet krokodilleskink. [Captive care and breeding of Tribolonotus gracilis, the red-eyed crocodile skink.] (In Danish, English summary). Nordisk Herpetologisk Forening 44(4): 132-137. Whitaker, R.; Whitaker, Z.; Mills, D. 1982. Reptiles of Papua New Guinea. Wildlife in Papua New Guinea 82(2): 1-53. Zweifel, R.G. 1966. A new lizard of the genus Tribolonotus (Scincidae) from New Britain. American Museum Novitates 2264: 1-12. Zweifel, R.G. 1980. Results of the Archbold Expeditions, No. 103. Frogs and lizards from the Huon Peninsula, Papua New Guinea. Bulletin of the American Museum of Natural History 165(5): 390-434. Tekst & layout: Rune Midtgaard |
|
