Nordlig Blå Tornleguan
(Sceloporus cyanogenys)
Familie: Leguaner (Iguanidae)
Orden: Skælkrybdyr (Squamata)		 Klik for at se stort udbredelseskort

Størrelse:  13-36 cm, og dermed den største art tornleguan.
Udbredelse:  Sydlige USA (Texas), nordøstlige Mexico (Coahuila, Nuevo Leon, San Luis Potosi, Tamaulipas, Veracruz). Udbredelsen er usammenhængende.
Levested:  Klippeområder, stendynger, tørre jordskråninger, forladte bygninger og dynger af byggeaffald. Findes ofte i eller nær tornekratskov og anden tør skov samt blandingsskov af fyr og eg.
Føde:  Foretrækker flyvende insekter, men tager også andre hvirvelløse dyr.
Ynglebiologi:  Føder 6-20 levende unger i februar-juni, som måler 6,5-7 cm ved fødslen.
Aktivitet og adfærd:  Dagaktiv. Søger skjul under og mellem sten og klipper eller i dybe sprækker i jorden.
Fjender og forsvar:  Rovfugle, slanger, pattedyr og større øgler tæller blandt tornleguanernes fjender. Selv om de tornede skæl yder en vis beskyttelse imod mindre rovdyr, er tornleguanerne ofte de almindeligste øgler i deres udbredelsesområde og udgør derfor en vigtig føde for mange større rovdyr.
Alder:  De fleste tornleguaner kan i fangenskab blive 5-7 år, men der er et eksempel på en art, som er blevet 11 år. I naturen er det dog tvivlsomt, om nogen arter opnår så høj en alder, da de her er efterstræbt af rovdyr. For de fleste arter er gennemsnitslevetiden i naturen nok snarere 3-4 år.
Kønsforskelle:  Hannerne er de mest farvestrålende: grundfarven brun med et strålende, metallisk blågrønt skær, benenes overside bronzefarvede, og struben kraftigt blå. Hunner og unge hanner er grålige eller brunlige.
Variation:  Opdelt i to underarter (racer), Sceloporus c. cyanogenys og Sceloporus c. plioporus. Førstnævnte findes i den nordlige del af udbredelsen, sidstnævnte i syd.
Noter:  Arten er på skift tidligere betragtet som en underart (race) af to andre tornleguaner, Sceloporus serrifer og Sceloporus torquatus, men anses nu af de fleste som en selvstændig art. Der findes i alt ca. 90 forskellige arter tornleguaner, som er udbredt fra USA til Panama.

Litteraturhenvisninger:

Baker, R.H.; Webb, R.G. 1966. Notas acerca de los anfibios, reptiles y mamiferos de La Pesca, Tamaulipas. Revista de la Sociedad Mexicana de Historia Natural 27: 179-190.

Behler, John L.; King, F. Wayne. 1979. The Audobon Society field guide to North American reptiles and amphibians. Alfred A. Knopf, New York. 744 pp.

Bell, E.L.; Smith, H.M.; Chiszar, D. 2003. An annotated list of the species-group names applied to the lizard genus Sceloporus. Acta Zoologica Mexicana Nueva Serie 90: 103-174.

Castaneda, G.; Lazcano, D.; Garcia-De La Pena, C.; Contreras-Lozano, J.A. 2006. Sceloporus cyanogenys (blue spiny lizard). Predation. Herpetological Review 37(2): 227.

Conant, R.; Collins, J.T. 1998. A field guide to reptiles & amphibians. Eastern and central North America. Peterson Field Guide Series no. 12. Houghton Mifflin, Boston & New York. 616 pp.

Contreras Arquieta, A.; Lazcano Villarreal, D. 1995. Lista revisada de los reptiles del Estado de Nuevo Leon, Mexico. pp. 57-64. In: Contreras Balderas, S.; Gonzalez Saldivar, F.; Lazcano Villarreal, D. & Contreras Arquieta, A. (eds.). Listado preliminar de la fauna silvestre del Estado de Nuevo Leon, Mexico. [Preliminary list of the wild fauna from Nuevo Leon State, Mexico.] Consejo Consultivo Estatal para la Preservacion y Fomento de la Flora y Fauna Silvestre de Nuevo Leon, Monterrey. 152 pp.

Contreras-Lozano, J.A.; Lazcano, D.; Contreras-Balderas, A.J. 2007. Sceloporus cyanogenys (blue spiny lizard): predation. Herpetological Review 38(1): 82-83.

Dixon, J.R. 2000. Amphibians and reptiles of Texas. Second edition. W.L. Moody Jr. Natural History Series 25: 1-421.

Farr, W.L.; Lavin Murcio, Pablo A.; Lazcano, D. 2007. New distributional records for amphibians and reptiles from the State of Tamaulipas, Mexico. Herpetological Review 38(2): 226-233.

Greene, H.W. 1970. Mode of reproduction in lizards and snakes of the Gomez Farias region, Tamaulipas, Mexico. Copeia 1970: 565-568.

Jetter, M. 2002. Haltung und Nachzucht von Sceloporus serrifer cyanogenys Cope 1885. Iguana Rundschreiben 15(1): 8-9.

Köhler, G. 1992. Asymetrische zusammenhangende Doppelmissbildung (Duplicitas incompleta) bei Sceloporus cyanogenys. Iguana Rundschreiben 1992(2): 33-34.

Köhler, G. & Heimes, P. 2002. Stachelleguane. Herpeton, Offenbach. 176 pp.

Lazcano, D.; Contreras Balderas, A.; Gonzalez Rojas, J.I.; Castaneda, G.; Garcia de la Pena, C.; Solis Rojas, C. 2004. Notes on Herpetofauna 6: herpetofauna of Sierra San Antonio Pena Nevada, Zaragoza, Nuevo Leon, Mexico: preliminary list. Bulletin of the Chicago Herpetological Society 39(10): 181-187.

Martin, P.S. 1958. A biogeography of reptiles and amphibians in the Gomez Farias region, Tamaulipas, Mexico. Miscellaneous Publications Museum of Zoology University of Michigan 101: 1-102.

Mendoza-Quijano, F.; Liner, E.A.; Montanucci, R.R.; Gonzalez Alonso, A. 1993. Sceloporus serrifer cyanogenys (blue spiny lizard). Herpetological Review 24(4): 155.

Obst, F.J., Richter, K.; Jacob, U. 1984. Lexicon der Terraristik. Landbuch, Hannover. 465 pp.

Olson, R.E. 1987. Taxonomic revision of the lizards Sceloporus serrifer and cyanogenys of the Gulf coastal plain. Bulletin of the Maryland Herpetological Society 23(4): 158-167.

Powell, R.L. 2007. Sceloporus cyanogenys (blue spiny lizard). Herpetological Review 38(1): 102.

Powell, R.L. 2007. Sceloporus cyanogenys (blue spiny lizard). USA: Texas. Herpetological Review 38(2): 219.

Schmidt, A. 1993. [Spiny lizards of the Sceloporus torquatus-group in USA]. (In Danish). Nordisk Herpetologisk Forening 36(5): 66-67.

Schmidt, F.; Schaefer, H. 2007. Rekordwurf beim Blauen Stachelleguan (Sceloporus serrifer cyanogenys). Zoologische Garten 77(1): 54-55.

Smith, H.M.; Chiszar, D. 1997. New records for amphibians and reptiles from Texas. Herpetological Review 28(2): 99-100.

Stolk, A. 1994. [The North American iguana Sceloporus cyanogenys]. Aquarium (Hilversum) 64(11): 266-267.

The Reptile Database. www.reptile-database.org

Werning, H. 1994. Sceloporus cyanogenys Cope. Sauria (Berlin) 16(3): 303-306.

Werning, H. 2002. Stachelleguane. Natur und Tier-Verlag, Münster. 143 pp.

Wiens, J.J. & Reeder, T.W. 1997. Phylogeny of the spiny lizards (Sceloporus) based on molecular and morphological evidence. Herpetological Monographs 11: 1-101.





Tekst & layout:
Rune Midtgaard

Billedoversigt Forside
Den Nordlige Blå Tornleguan er den største art i den artsrige slægt af tornleguaner (Sceloporus).
© Rune Midtgaard.