Nordvestlig Tæppepyton (Morelia spilota variegata) Familie: Pytoner (Pythonidae) Orden: Skælkrybdyr (Squamata)

Other names:  Ses i ældre litteratur under navnet Morelia argus. Flere underarter har egne populærnavne: Østlig Tæppepyton (M. s. mcdowelli), Jungle-tæppepyton (M. s. cheynei), Murray/Darling-tæppepyton (M. s. metcalfei), Centralaustralsk Tæppepyton (M. s. bredli), Nordvestlig Tæppepyton (M. s. variegata), Diamantpyton (M. s. spilota), Sydvestlig Tæppepyton (M. s. imbricata). Størrelse:  Indtil 2,5 m. Udbredelse:  Australien (alle delstater, bortset fra Tasmanien). Levested:  Samlet betragtet er denne art Australiens mest alsidige pyton i valg af levesteder, selv om f.eks. Junglepytonen (M. s. cheynei) kun findes i Queenslands nordøstlige regnskove. De andre underarter (racer) findes på levesteder varierende fra kystnære heder i det tempererede sydøst, tropisk monsunskov i nord, eukalyptusbevoksninger i de centrale og sydlige dele af landet, til skove langs østkysten og i sydvest. Nogle bestande findes i forstæder eller nær bymæssig bebyggelse, og af og til kan slanger endda trænge ind i huse i deres søgen efter skjulesteder, f.eks. i hulrum mellem tagspærene. Oftest findes de klatrende i træer eller klippeområder, men de kan også træffes på jorden. Føde:  Hovedsageligt pattedyr (så store som små kænguruer) og fugle, men krybdyr og padder tages også. Ynglebiologi:  Æglæggende, med kuldstørrelser på 9-52 æg. Som det er usædvanligt for krybdyr, varierer parringsadfærden mellem de forskellige underarter. F.eks. udkæmper hannerne af Østlig Tæppepyton (M. s. mcdowelli) ritualkampe om hunnerne, mens hannerne af Diamantpytonen (M. s. spilota) samles omkring modtagelige hunner og tolererer hinandens tilstedeværelse. En sådan forsamling af meterlange pytoner kan være lidt af en oplevelse for intetanende forbipasserende! Aktivitet og adfærd:  Overvejende nataktive, selv om de kan ses fremme om dagen for at sole sig, på jagt efter føde, eller i forbindelse med parringsaktivitet. Variation:  Opdelt i flere forskellige underarter, som udviser så stor variation i farver og mønstre, at man kunne tro, der var tale om forskellige arter. En af de mest karakteristiske er Diamantpytonen (M. s. spilota), som findes i kystområderne i den sydøstlige del af udbredelsen. Andre underarter er bredli, imbricata, cheynei, mcdowelli, metcalfei og altså variegata. Status:  Nogle bestande er uden for fare, mens andre er beskyttet i varierende grad af delstats- eller national lovgivning. International handel med denne art er reguleret gennem Washingtonkonventionen (CITES), hvor den er opført på Liste II. Noter:  Artens temperament varierer fra individ til individ (næsten helt menneskeligt!). Nogle dyr er fredelige og kan håndteres uden problemer, mens andre forsvarer sig ved at hvæse højlydt og ved at forsøge at bide. Litteraturhenvisninger: Wilson, S. & Swan, G. 2003. A complete guide to reptiles of Australia. Reed New Holland, Sydney. 480 pp. Tekst & layout: Rune Midtgaard

Billedoversigt Forside Den Nordvestlige Tæppepyton (på billedet), Diamantpytonen og flere andre underarter, tilhører en og samme art, selv om de ser meget forskellige ud. © Rune Midtgaard.