(Morelia amethistina)
Familie: Pytoner (Pythonidae)
Orden: Skælkrybdyr (Squamata)
| |
New Guinea-ametystpyton
(Morelia amethistina) Familie: Pytoner (Pythonidae) Orden: Skælkrybdyr (Squamata) |
|
|
Størrelse: Normalt 2,5-4,0 m, undtagelsesvis op til 6,0 m. Rekorden for en Australsk Ametystpython (M. kinghorni) er 8,6 m, men det vides ikke, om New Guinea-ametystpythonen kan blive ligeså stor. Udbredelse: New Guinea og nærliggende øer (Bismarck-øerne, Trobriand-øerne, d'Entrecasteaux-øerne, Louisiade-øerne, Aru-øerne, Kai-øerne). Se også under Variation. Levested: Findes på en lang række forskellige levesteder, fra kystkrat til savanne, åben tør skov og tæt regnskov, i højder fra havets overflade op til 1600 m. Træffes også i forstadskvarterer. Ses ofte nær vand, hvor de lægger sig på lur efter dyr, der kommer for at drikke, eller omkring bygninger, hvor de søger efter rotter, eller når de krydser veje. Unge slanger opholder sig mest i træer og buske, mens voksne dyr i højere grad færdes på jorden. Føde: Pattedyr (rotter, kænguruer, vildsvin, flagermus, possumer), fugle, samt varaner og andre store øgler, såsom skinker. Pytoner er kvælerslanger, som afliver deres bytte ved kvælning. Varmtblodige byttedyr lokaliseres ved hjælp af varmefølsomme organer på læberne og snuden. Ynglebiologi: I parringtiden er hannerne aggressive indbyrdes og kan kaste sig ud i ritualiserede kampe med hinanden. Lægger 5-21, normalt omkring 12 æg pr. kuld, som måler ca. 80 X 50 mm. Hunner ruger på æggene og fremkalder med fine vibrationer en højere temperatur end omgivelsernes. Udrugningstiden er 70-100 dage, og ungerne måler ved klækningen 65-70 cm. Aktivitet og adfærd: Holder sig for det meste skjult om dage og kommer ud for at jage om natten. Har et irritabelt sindelag og bider fra sig, hvis den føler sig provokeret. Fjender og forsvar: Store Ametystpytoner har ikke mange fjender. Variation: Artens variation kendes endnu ikke med sikkerhed, f.eks. er der usikkerhed, hvad angår bestandene på de indonesiske Aru-øer, det nordlige og det sydlige New Guinea. Fremtidige undersøgelse må vise, om der er tale om selvstændige underarter, eller endog arter. Bestandende fra de indonesiske øer, Halmahera, Ambon, Seram og Tanimbar-øerne er for nyligt blevet udskilt som selvstændige arter (Morelia nauta, M. tracyae, M. clastolepis). Australske Ametystpytoner blev tidligere regnet som en underart af denne art, men nu betragtes de som en selvstændig art (Morelia kinghorni). Status: Ualmindelig til sjælden i den overvejende del af udbredelsen. Beskyttet ved lov i Papua New Guinea samt af internationale handelsrestriktioner (Washingtonkonventionens Liste II). Noter: Trods sin størrelse og sit temperament, betragtes arten ikke som farlig for mennesker. Slangens populærnavn skyldes den iriserende refleksion, som kan opstå, når lyset falder optimalt, og som giver dyret en violet fremtoning, som leder tanken hen mod farven på en ametyst. Litteraturhenvisninger: Allison, A. 2007. Herpetofauna of Papua. pp. 564-616. In: Marshall, A.J. & Beehler, B.M. (eds.). The ecology of Papua. Part 1. Periplus Editions, Singapore. pp. 1-749. Allison, A.; Kraus, F. 2006. Checklist of the Amphibians and Reptiles of the Papuan region. www.bishopmuseum.org/research/pbs/papuanherps/taxa.html. Auliya, M. 2009. Morelia amethistina. In: IUCN 2010. IUCN Red List of Threatened Species. Version 2010.4. (www.iucnredlist.org). Downloaded on 22 April 2011. Bär, R. 2005. Neuere Erkenntnisse zur Nomenklatur des Amethystpythons (Morelia amethistina (Schneider, 1801)) und des Seram-Pythons (Morelia clastolepis (Harvey et al. 2000)) sowie erstmalige Vorstellung einer weiteren Inselpopulation innerhalb des Morelia amethistina-Komplexes von der Aru-Inselgruppe. Elaphe 13(2): 49-51. Barnett, B. 1993. The amethystine python (Morelia amethistina). Captive keeping, reproduction and growth. Litteratura Serpentium (English Edition) 13(6): 184-195. Bickford, D. 2004. Morelia amethistina (Amethystine python). Diet. Herpetological Review 35(2): 178-179. Fearn, S. 2002. Morelia amethistina (scrub python). Diet. Herpetological Review 33(1): 58-59. Fearn, S. 2002. Notes on a maximal sized scrub python Morelia amethistina (Serpentes: Pythonidae) from Kuranda, north east Queensland. Herpetofauna (Sydney) 32(1): 2-3. Harvey, M.B.; Barker, D.G.; Ammerman, L.K.; Chippindale, P.T. 2000. Systematics of pythons of the Morelia amethistina complex (Serpentes: Boidae) with the description of three new species. Herpetological Monographs 14: 139-185. Korzhov, A.V.; Kudryavtsev, S.V.; Latyshev, V.A.; Vassiliev, D.B. 1995. Keeping and breeding in captivity the Indonesian scrub python Liasis a. amethistinus (Schneider 1901) at the Moscow Zoo. Russian Journal of Herpetology 2(1): 68-70. O'Shea, M. 1996. A guide to the snakes of Papua New Guinea. Independent Publishing, Port Moresby. 239 pp. O'Shea, M. 2007. Boas and pythons of the world. New Holland, London, Cape Town, etc. 160 pp. Shaw, C. 1992. A breeding of the New Guinea amethystine python, Morelia amethystina, in captivity. Herptile 17(4): 149-153. Schleip, W.D.; O'Shea, M. 2010. Annotated checklist of the recent and extinct pythons (Serpentes, Pythonidae), with notes on nomenclature, taxonomy, and distribution. ZooKeys 66: 29-80. Stock, R. 2004. Pflege und Zucht des gelben Amethystpythons Morelia amethistina amethistina (Schneider, 1801). Elaphe 12(4): 34-38. Walls, J.G. 1998. The living pythons: a complete guide to the pythons of the world. T.F.H. Publications, Neptune City. 256 pp. Wikipedia. Morelia amethistina. (http://en.wikipedia.org/wiki/Morelia_amethistina). (set 20. april 2010). Tekst & layout: Rune Midtgaard |
|
