(Heloderma suspectum)
Familie: Giftøgler (Helodermatidae)
Orden: Skælkrybdyr (Squamata).
|
|
Gilaøgle
(Heloderma suspectum) Familie: Giftøgler (Helodermatidae) Orden: Skælkrybdyr (Squamata). |
|
|
Størrelse: Normalt 25-35 cm. Undtagelsesvis indtil 61 cm. De største eksemplarer lader til at komme fra den østlige del af udbredelsesområdet. Udbredelse: Sydvestlige USA (Utah, Nevada, California, Arizona, New Mexico), nordvestlige Mexico (Sinaloa, Sonora). 0-1500 m over havet. Levested: Især ørken og mesquite-græssteppe med sandet jord, men også fyrre-/egeskov, tropisk løvfældende skov og tornekrat. Den findes normalt på klippeskråninger og undgår åbne områder. Færdes primært på jorden, men kan dog klatre i træer, helt op i 5-7 m højde. Skjuler sig under klipper og sten eller i underjordiske gange, enten gravet af andre dyr eller af den selv. Føde: Småfugle og deres unger og æg, gnavere, andre øgler. Når der er rigeligt med føde, svulmer dyrets hale op på grund af de fedtreserver, som dannes, og som der senere kan tæres på, når det er mere knapt med føden. Ynglebiologi: Parringen foregår om sommeren. 1-8 æg lægges i juli-august, om efteråret eller om vinteren. Aktivitet og adfærd: Først og fremmest nataktiv, men ses også fremme på varme vinter- og forårsdage. Kønsforskelle: Vanskelig at kønsbestemme ud fra ydre kendetegn. Ultralydsscanning giver den tydeligste indikation af kønnet. Alternativt kan iagttagelse af adfærd (herunder parringsadfærd) give svaret. Variation: Gilaøglen findes i to forskellige varianter (underarter), som indbyrdes varierer en anelse i bl.a. farvetegning. Status: Arten er beskyttet ved nationale love i hele udbredelsesområdet. Desuden er international handel med denne art reguleret gennem Washingtonkonventionen (CITES), hvor den er opført på Liste II. Noter: Gilaøglen er trods sin giftighed ikke aggressiv over for mennesker og kan virke direkte sløv af væsen. Ikke desto mindre skal den omgås med respekt, da den kan være meget hurtig i sine reaktioner og bide, hvis den føler sig truet eller provokeret. Et bid medfører kun sjældent døden for mennesker, men det er en overordentlig smertefuld oplevelse. Giften produceres af kirtler beliggende langs med underkæben. Den injiceres ikke ved hjælp af egentlige gifttænder, som f.eks. hos giftslanger, men flyder ind i det åbne sår, mens gilaøglen fastholder sit greb i ofret eller byttet med kæberne og "tygger", så giften kan trænge mere effektivt ind. Litteraturhenvisninger: Behler, John L. & King, F. Wayne. 1979. The Audobon Society field guide to North American reptiles and amphibians. Alfred A. Knopf, New York. 744 pp. Campbell, Jonathan A. & Lamar, William W. 1989. The venomous reptiles of Latin America. Cornell University Press, Ithaka, New York. 425 pp. Stebbins, R.C. 1985. A field guide to western reptiles and amphibians. Houghton Mifflin Company, Boston. 336 pp. Tekst & layout: Rune Midtgaard |
|
